Jeg er autoriseret psykolog, og du kan derfor bruge tilskud fra Danmark eller din egen forsikring hos mig. Hvis du ønsker en tid hos mig, er velkommen til at skrive til mig på kontakt@psykologkathrine.dk, hvor du dog ikke skal skrive personfølsomme oplysninger.

Specialer

Som psykolog har jeg særlig erfaring med at hjælpe mennesker der oplever udfordringer relateret til nedenstående områder:

Behandling af seksuelle overgreb eller grænseoverskridende oplevelser
Lavt selvværd
Symptomer på stress
Angst herunder OCD
Belastningsreaktioner
Unge og voksne med autisme
Svære relationer til forældre
Unge (15+) der oplever udfordringer i det at være ung
Livskriser såsom skilsmisse

Om mig

Jeg er autoriseret psykolog og uddannet fra Københavns Universitet. Jeg har primært arbejdet som privatpraktiserende psykolog og på Rigshospitalet ved Center for Seksuelle Overgreb. Sidstnævnte sted har været behandling af voksne og unge udsat for belastende hændelser af seksuel karakter samt de problematikker sådan en oplevelse ofte medfører såsom akutte og langvarige belastnings- og traumesymptomer, ubalance i nervesystemet, skam, udfordringer i relationer og i forholdet til sig selv.

Jeg har herudover i min private praksis særligt erfaring og interesse indenfor udfordringer i forhold til forældre, svære romantiske relationer, selvværd, angst (herunder OCD) og autisme. Noget af det jeg oftest hører fra klienter er en oplevelse af god kemi, tryghed og føle sig set, hvilket er min erfaring er et vigtigt grundlag for forandring i terapi.

Tilgang og målgruppe

Ofte henvender klienter sig med mere eller mindre afgrænset problematikker, og hvis du starter hos mig, vil vi sammen undersøge, hvilke forhold og aspekter der er vigtige at kigge på for, at du oplever den forandring, du ønsker. Jeg tager hele tiden det overordnede ansvar for, at vi bruger tiden bedst muligt. Jeg har erfaring med både forløb af flere års varighed samt kortere forløb hvor antal samtaler er fastlagt fra start og tilrettelæggelse af fokus i terapi herefter.

Min målgruppe er voksne, unge 15+ samt forældresamtaler til udfordrede børn og unge.

Jeg er i gang med en 3-årig specialistuddannelse i psykoanalytisk terapi, der også omfatter ugentlig og længerevarende egenterapi, så jeg ved også, hvordan det er selv at sidde som klient. Herudover får jeg løbende supervision. Jeg har også tidligere arbejdet i et psykologhus der udelukkende arbejder metakognitivt, og jeg har derfor erfaring fra forskellige metoder. Jeg tror på, at forskellige terapeutiske tilgange kan forskellige ting, og jeg vil altid tilpasse min tilgang individuelt.